Fobier

De fleste vil på et tidspunkt opleve angst, og mange kan også genkende, at den kan være rettet mod noget specifikt, fx højder eller et bestemt dyr.

Hvis angsten bliver så voldsom, at den påvirker dit liv – fx ved at du er nødt til at undgå det frygtede eller noget, der bare minder lidt om det frygtede – kan der være tale om fobisk angst.

 

Fobier er ofte irrationelle på den måde, at det frygtede ikke vil forvolde dig egentlig skade. Det fremkalder bare alligevel så meget angst, at det overskygger fornuften og muligheden for at tale/tænke dig selv ned. Du er måske overvældet af fysiske reaktioner, såsom hyperventilering, hjertebanken og rysten, og din kamp/flugt/spil død-reaktion aktiveres.

 

Når du lider af fobisk angst, er det nogle gange ikke kun selve angsten, der kan hæmme din livsudfoldelse. Det er også din frustration over ikke at kunne styre din reaktion, eller din følelse af at være alene med din angst, der kan have konsekvenser for dig. Hvis dine nære ikke kender til det at have fobier, vil de ofte prøve, i bedste mening, at tale dig til ro, men det kan få dig til at føle dig mere sær og alene. Derudover er det enormt anstrengende og udmattende at leve et liv, hvor du er nødt til at undgå bestemte situationer, genstande mv. for ikke at få angst.

 

Du kan udvikle undgåelses- og sikkerhedsadfærd, som på kort sigt kan beskytte dig, men på lang sigt medfører øgning af angsten. Du lærer nemlig dig selv, at du kun kan komme igennem de frygtede situationer ved at undgå dem, fremfor at lære at håndtere dem.

 

Fobier kan være for:

 

  • Højder (akrofobi)
  • Trang plads og lukkede rum (klaustrofobi)
  • Mørke (nyktofobi)
  • Edderkopper (araknofobi), slanger, rotter mv.
  • Offentlig transport, færden alene udenfor hjemmet, store åbne pladser (agorafobi)
  • At være i centrum for andres opmærksomhed (social fobi)
  • Ansamlinger af mindre huller eller bestemte former (hulfobi eller trypofobi)
  • Nåle
  • Tandlæger
  • Klovne

Og mange andre…

 

Hvis du oplever fobisk angst, kan du arbejde med det i terapi hos mig. Mit mål er at forstå fobien og reducere angsten, så du kan leve dit liv mere frit, og som du ønsker det.

Scroll to Top